-
Frankrigs premierminister træder tilbage efter tumultarisk tid
ソース: BDK Borsnyt / 08 1 2024 11:48:54 America/Chicago
Frankrigs premierminister, Elisabeth Borne, træder tilbage. Det oplyser Frankrigs præsidentkontor mandag ifølge nyhedsbureauet AFP. I en udtalelse siger præsident Emmanuel Macron, at han har accepteret premierministerens opsigelse. På det sociale medie X takker han Borne for hendes arbejde "i nationens tjeneste" og skriver, at det har været "eksemplarisk hver eneste dag". Borne har været premierminister i mindre end to år og har i den tid været gennem mindst 18 mistillidsafstemninger i det franske parlament. Blandt andet i september, hvor der blev afholdt en mistillidsafstemning, efter at Borne havde gennemtvunget en ny finanslov uden parlamentets accept. Borne blev premierminister i maj 2022. Hendes afgang kommer på et tidspunkt, hvor præsident Macron forbereder en større rokering i regeringen, skriver AFP. Premierministeren i Frankrig udpeges af den siddende præsident og står til ansvar over for parlamentet. Premierministeren skal have opbakning af et flertal af parlamentets medlemmer. I det franske politiske system lægger præsidenten regeringens politiske linje. Premierministeren er ansvarlig for den daglige ledelse af regeringen. Præsident Macron har endnu ikke sat navn på hendes efterfølger. Men ifølge nyhedsbureauet Reuters bliver der i Frankrig peget på flere mulige kandidater. Både nuværende undervisningsminister Gabriel Attal, forsvarsminister Sébastien Lecornu, finansminister Bruno Le Maire og den tidligere landbrugsminister Julien Denormandie bliver nævnt som mulige efterfølgere. Frankrigs regering har kæmpet flere svære politiske kampe det seneste år. Især regeringens reform af det franske pensionssystem - og hævelsen af pensionsalderen - har affødt kritik og kostet folkelig opbakning. En omrokering af regeringens ses som afgørende for Macron, hvis han og hans regering skal have større opbakning i befolkningen frem mod næste præsidentvalg. Det finder sted i 2027. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/frankrigs-premierminister-traeder-tilbage-efter-tumultarisk-tid